| |
            |
|

Da folketinget den 21. marts 2003 besluttede at Danmark skulle deltage i invasionen af Irak, skete det efter vores og en række juridiske eksperters mening i strid med den danske Grundlov. En angrebskrig uden FN-mandat er en overtrædelse af Grundloven og international ret. Grundloven sætter også klare grænser for, hvornår danske styrker kan stilles under fremmed kommando. Læs mere om hvorfor den danske deltagelse i Irak-krigen er ulovlig.
I 2005 anlagde 24 danske statsborgere en retssag mod statsministeren for brud på Grundloven. Senere kom yderligere to sagsøgere til - Johan og Kirsten Kirkmand. Deres søn, premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand, blev dræbt i Irak 1. oktober 2005.
I 2007 nægtede Østre Landsret sagsøgerne mulighed for at få grundlovsovertrædelsen prøvet. Argumentet var at sagsøgerne mangler "søgsmålskompetence". At de og andre almindelige danskere har ikke ret til at få prøvet om Folketinget har overtrådt Grundloven, fordi de ikke er direkte og individuelt påvirkede af beslutningen. Afgørelsen om søgsmålskompetence er anket til Højesteret, der behandler sagen 3. - 5. marts 2010.
Formålet med retssagen er ikke at anfægte Irak-krigen, uanset hvad vi måtte mene om den. Retssagen føres og er vigtig, fordi vi ikke kan tillade at Grundloven overtrædes blot fordi det måtte passe et folketingsflertal at gøre det. Grundloven er det fundament vores samfund bygger på, og den sætter klare grænser for, hvad Folketinget kan beslutte. Skal vi ikke insistere på at Folketinget overholder den?
Grundlovskomiteen er et praktisk organ, der støtter sagsøgerne og oplyser om retssagen og dens politiske og juridiske konsekvenser. Den er et bindeled imellem sagsøgerne/advokaterne og offentligheden, og den bærer det økonomiske ansvar for retssagen.
|
|
|